Fra laugsmøde nummer 100. Brødrene hylder statuen af Bacchus i Ørstedsparken i København. Oldermand Gunnar Buchwald er blevet løftet højt til vejrs af Walther Hjuler (med ryggen til), Niels Kørner og Sigurd Müller.

Laugsmagistrenes ærværdige broderskab

Skrevet af Anker Tiedemann til Laugets 40-års jubilæum i 1995

Forening, klub, organisation ... Vi kunne have kaldt os alt muligt andet end lige netop Laugsmagistrene. I Frankrig havde vi været une confrerie, og ved festlige lejligheder havde vi bevæget os gennem byens gader i farvestrålende dragter, med ansigterne i alvorlige folder og vinløv i håret. Højtidelig spøg og spøgende højtidelighed.

Men laug er et udmærket ord, og magistre dækker fint vinskribenternes ønske om at belære hinanden og alverden om druernes lyksaligheder.

»Laugsmagistrenes ærværdige Broderskab« kalder vi os i de oprindelige statutter. Og - hedder det i paragraf 2: »Disse Brødre hafver indstiftet Lauget i det Øyemed at udviide Brødrenes Kundskaber og rendyrke deres Kendskab til den ædle Drue item Brennevinen«.

Gammeldags sprog, ærværdige ord, sikkert engang prentet på pergament med brændte kanter og laksegl og læst op af laugets oldermand med malmrøst.

Endnu en smagsprøve på den gamle »laugsartikula«: Ud i dette Laug skal een være Oldermand og trende Hossiddere, som dertil af samtlige Laugs Brødre Udwelgis af de forstandigste. Og den, som dertil udwelgis, skal uden nogen Undskyldning eller Modsigelse saadant sig paatage och Lauget med Raad og Daad forestaa og dets bedste søge og forfremme, saa vidt muligen er.

Laugets barndom var trods alt ikke helt uden højtidelig spøg og spøgende højtidelighed.

For femten-tyve år siden var der mere af det end i dag.

Tiden var en anden, eller vi var anderledes. Når vi i dag optager et nyt medlem – med passende højtidelighed – slutter ceremonien med, at kandidaten kysser oldermanden. Det gjorde vi bestemt ikke i gamle dage, da der kun var brødre i lauget og ingen søstre. I dag er oldermanden af hunkøn og hedder Jacqueline Jensen.

De ydre rammer var også anderledes. Laugets møder foregik i kælderen under ejendommen Magstræde 7 i København. Det gamle ildebrandshus fra 1732 var blevet købt af »Vinhandlerforeningen for Danmark«, og den 19. december 1955 - for 40 år siden - indtog 21 vininteresserede journalister kælderen for at indstifte »Laugsmagistrenes ærværdige Broderskab«.

Lauget er verdens mest usædvanlige journalistforening

Ved laugets 25 års jubilæum i 1980 skrev Helge Langkilde en bog om »verdens mest usædvanlige jounalistforening«. Langkilde er stadig broder i lauget - han er den eneste af os, der har været med i alle 40 år. Han er i dag 89 år, svømmer 500 m en gang om ugen og er et levende bevis på, at vin er sundt.

Fra venstre: Sigurd Müller, Helge Langkilde, Einar Bernhardsen, Hans Egebjerg og Erik-Olaf Hansen.

I de 47 år, Langkilde havde sin vinspalte i Frederiksborg Amts Avis, skrev han på den samme Royal-skrivemaskine, som han købte før et studieophold i Paris i 1931-32, og samme maskine brugte han, da han skildrede laugets fødsel.

»Den første tanke var at starte en journalistklub, der skulle hedde »Vinpressen«, men man ønskede, at det skulle være noget andet og mere end en almindelig faglig forening. Foruden at dyrke det kollegiale kammeratskab skulle man her rendyrke brødrenes kendskab til den ædle drue, og derfor antog man laugsformen, der både kunne bringe tanken hen i retning af noget gammelt, stabilt dansk og et stænk af franske vinbroderskaber.«

Laugets oprindelige love kaldte møderne for consilier, og kontingenter og diverse bøder var i rigsdaler - hvor 1 Rd dog af praktiske grunde var lig 1 kr.

På det andet møde den 16. januar 1956 forelå »laugs-artiklerne« - lovene:

Møde holdes hver den første mandag i måneden, og brødrene er pligtige til at indfinde sig, »når klokken slår to på HelligGeists Klokke«.

Lauget ledes af en oldermand og »trende hossiddere« - tilsammen udgør de rådet - og kontingentet er 2,50 kr. om måneden.

Hyldede vinens gud i Ørstedsparken med en krans af dansk bøgeløv

Det var Sigurd Müller, der tog initiativet til laugets fødsel, men sjælen i foretagendet og laugets første oldermand var Gunnar Buchwald, der skrev om vin i Berlingske Tidende. Han døde i 1977, så kun få af laugets nuværende medlemmer har kendt ham, men han må have været en festlig fætter. Herom vidner avisudklip og billeder i »laugskisten« - en tung egetræskiste med jernbeslag i gammeldags stil.

På et af billederne fra 1968 ses de ærværdige brødre iført pæne overfrakker, slips og bløde hatte, mens de - i anledning af laugsmøde nummer 100 - hylder statuen af Bacchus i Ørstedsparken i København. De gør det ved møjsommeligt at klatre op og dekorere vinens gud med bøgeløv.

Tirsdag d. 21. maj 1968 skriver dagbladet Aktuelt: »Midt i det frysende forår blev Bacchus-statuen i Ørsteds- parken i København i går smykket med bøgeløv. Det var en kreds af skrivende vinkendere og -elskere, der fejrede deres møde nr. 100 ved at hylde vinens gud. Under ceremonien blev formanden for vin-skribentene, redaktør Gunnar Buchwald, løftet næsten til olympisk højde for at kunne foretage den højtidelige kransning:«

Ingen af nutidens brødre går så stiligt klædt. Og ikke ti vilde heste kunne få os til at beklatre statuerne i Ørstedsparken. Men skægt har de haft det!

Laugets fornemste formål: At udvide brødrenes kundskaber

Gunnar Buchwalds efterfølger blev Andreas Dalgaard, og efter ham holdt Erik Olaf-Hansen i en lang årrække - indtil 1985 - sammen på tropperne.

Erol var lige så hyggelig som sin vinspalte i Politiken. Han forberedte møderne med stor grundighed, hjulpet af to »mundskænke«. Han ledede hele forløbet gennem snak og smagning, og han var en god kammerat. Han levede op til laugets formålsparagraf: At udvide brødrenes kundskaber.

I 50'erne og 60'erne var det ikke så almindeligt, at danske vin-journalister kørte vindistrikterne tynde, så laugets rejser var en stor inspirationskilde for brødrene. Og en styrkelse af kammeratskabet, naturligvis.

Som vinskribenter er vi alle begyndt et eller andet sted. Måske har vi af os selv fattet interesse for den ædle vin, måske en har en chefredaktør sagt: »Det stof, det kan du godt tage dig af, sammen med kongestoffet og jubilæerne!«

Vi er begyndt at skrive om vin og har opdaget, at jo mere vi satte os ind i stoffet, desto mindre vidste vi.

Vore første artikler blev trykt, og en dag blev vi ringet op af Laugsmagistrenes oldermand. »Har du ikke lyst til at blive optaget i lauget,« spurgte Erol. »Vi tror, du kunne trænge til det ...«

Og når vi først havde demonstreret vor vaklende viden om vin og var blevet optaget i lauget, tog Erol sig af os. Han øste af sine erfaringer, han introducerede os i den danske vinverden, og han gjorde alt for, at vi skulle føle os hjemme i lauget. Han hyggede om os.

Det første kvindelige medlem var broder Birgitte

Det første møde i kælderen under Magstræde 7 gjorde indtryk. Der var lavt til loftet, og belysningen var elendig. Den bestod af talrige stearinlys samt en enlig 15 watt pære i loftet.

Der var vist også ret snavset, men det var svært at se. Og der var jo alligevel ingen af os, der kom i hvid smoking.

Brødrene sad rundt omkring på trebenede skomager-taburetter, og bordene var sherry-fade sat på højkant.

Bagtil i rummet var der en reol med støvede flasker. Af og til blev en af dem åbnet, Ofte var den så gammel, at den var »gået over«.

Laugets største vinrejse var ikke en vinrejse, men en romrejse til Barbados i november 1971. I en bulletin forud for rejsen minder rådet om, at brødrene skal huske at medbringe badebukser og codyler.

Lauget havde som sagt ingen kvindelige medlemmer dengang. Der var ikke noget direkte forbud mod »søstre« i, men der var ganske enkelt ikke nogen kvinder der skrev om vin. Så det gav lidt ravage i rækkerne, da Birgitte Ersbøll med iøjnefaldende kompetence tog sig af en vinklumme i Berlingske Tidende.

Efter en grundig palaver og efterfølgende afstemning blev hun godkendt - på betingelse af, at vi måtte kalde hende broder Birgitte.

I mange år var Birgitte Ersbøll laugets eneste kvindelige broder. Først i nyere tid er et par flere kommet med - Jacqueline ikke at forglemme.

Men der var jo også problemet med mangelen på den direkte toilet-adgang, som i dag er etableret fra kælderen og op i huset. Når visse brødre skulle lette sig for de indtagne væsker, foregik det reverenter talt i den smalle gård bag huset – henne i krogen til højre. Her stod de med ryggen til det høje plankeværk, der i forrige århundrede skærmede for synet af de letlevende damer i nabohuset, Magstræde 5.

Efter smagningen en korteligen Palaver til Vinens Pris

Et møde indledes med - som der står i laugs-artiklerne - »en korteligen Palaver til Vinens Pris ud af en Laugsbroder eller en i dette Øyemed særligen indbuden«.

Det kan være en af os, der har medbragt egne vine; det kan være oldermanden, som har skaffet nye, interessante vine, der er værd at skrive om; det kan være en dansk vinimportør eller en slotsejer fra det franske.

Gunnar Buchald, Erik Eriksen og Andreas Dalgaard.

Mundskænkene har forberedt og dekanteret vinene på forhånd. Alt er klart. Der er vand og tørt franskbrød i skiver. Og hvis vinene skænkes fra flasker, er flaskerne omhyggeligt pakket ind. I lauget har vi altid smagt vinene blindt.

Og så går palaveren: Hvad er dette for en vin? Hvordan vil I beskrive den? Hvor kommer den fra? Hvad siger Langkilde? Ofte har Langkilde ramt forbavsende sikkert.

Men vi andre kan også være med. Vi smager og gætter. Nogle gange gætter vi forkert, andre gange rigtigt: »Den er i hvert fald fra højre bred! Men måske lidt længere oppe ad Dordogne-floden ...«

En overgang svøbte en af de to mundskænke sin brede bringe i et forklæde, som han sikkert havde fået som en julehilsen fra Sopexa. Det var dekoreret med et stort vinkort over Frankrig, og det var vældig praktisk. Så kunne vi sige: »Denne her vin kommer bestemt fra et sted under navlen, måske lidt i retning af blindtarmen.«

Allerede de første laugsmagistre var nogle snakkehoveder

Under blindsmagningen af de syv-otte vine giver vi alle et bud. Vi prøver at forklare, hvorfor der netop må være denne vin i glasset. Druesort, distrikt, måske endog château.

Nogle gange skyder vi naturligvis vildt ved siden af. Nogle gange er en af os dygtig. Eller heldig.

»Hvordan kunne du dog smage, at det var en Aloxe-Corton>?«

»Åh, du ved, jeg har jo lige været dernede på sommerferie...«

Rent blær! Men man må jo sole sig, når man endelig får en chance.

De fleste af laugets brødre kan klare sig på fransk - ikke mindst den nuværende oldermand, Jacqueline Jensen, der har fået sproget i vuggegave. Men det kan også være nødvendigt, når man på vinrejser skal interviewe en vinbonde om druernes hemmeligheder.

Oldermandens opgave er at styre slagets gang, og det kan kræve sin mand/kvinde. Vi er alle nogle snakkehoveder. I kælderen skaffede Erik Olaf-Hansen ro ved at slå på det gamle sherry-fad, så det rungede. Hertil brugte han - som en dommer eller auktionarius - en lille hammer.

Også da lauget lige var blevet stiftet, kunne brødrene have svært ved at koncentrere sig. I august 1956 holdt rådet – altså bestyrelsen - et møde, og ifølge det spritduplikerede referat »har man lagt mærke til, at brødrene tager lidt let på palaveren om vinen. Og da det jo er vor fornemste opgave at uddanne og oplære brødrene, vedtager vi ved hvert møde at udsætte en præmie bestående af en flaske af palaver-vinen til den broder, der genkender vinen i glasset.«

Endvidere udsættes en præmie bestående af et slips med den franske lilje i broderi - i bordeaux-farve, naturligvis.

Når oldermanden har sagt »In vino veritas«, må der røges

Traditionen tro slutter alle vinsmagninger med, at oldermanden udbringer - ikke et hurra, men et »In vino veritas«. I vinen ligger sandheden! Råbt i kor, så glassene klirrer.

Men mødet er langtfra slut. Oldermanden dekreterer: »Så må der røges!« Hvorefter de nikotin-hungrende tænder ild i deres medbragte plantetrævler.

I kælderen blev der samtidig åbnet en flaske whisky af særlig bonitet.

I de første mange år havde lauget en »stiftsdame«. Hun var ikke medlem, men en venlig dame fra Vinhandlerforeningen, der påtog sig jobbet som »Mundskjænk och Skaufferske«. Senere gik vi selv i gang med proptrækkerne.

Og så går snakken. Historierne. Andre vil måske kalde det sladder. Bladfolk kalder det »at holde sig informeret«.

Det var ved en sådan palaver, at en kendt historie blev til. Helge Langkilde fortæller:

Netop på det tidspunkt var B.T. inde i en betydelig opgangsperiode. Vi talte om de mange nye medarbejdere, der blev ansat, og så var det, at Jørgen Bast - den muntre, vidt berejste journalist og tidligere redaktør af B.T. - kom med sin kommentar.

»Ha,« råbte han, »nu er man på B.T. nået til at ansætte nye journalister i bundter – ligesom asparges. Med og uden hoveder!«

Laugsmagistrenes hjemsted er »Vinens Hus« i Magstræde nr. 7

I 1985 solgte Vinhandlerforeningen ejendommen i Magstræde. Køber var den danske vinmester Ruth Tilgaard, der siden har skabt et »Vinens Hus« med talrige aktiviteter: »Vin- og Spiritus Organisationen i Danmark«, V.S.O.D., lejer en etage. Der arrangeres vinrejser, pressemøder, kurser. Der er endog en lille lejlighed, hvor udenlandske vin-notabiliteter inviteres til at overnatte.

Laugets kiste eksisterer stadig og opbevares i »Vinens Hus« i Magstræde 7. Der er nu kun én lås på den og ikke to, som de gamle love foreskriver.

Den gamle støvede og lavloftede kælder er i dag forvandlet til topmoderne smagerum, men Laugsmagistrene har stadig hjemsted i »Vinens Hus«. Her står vores gamle »laugskiste«, og her holder vi flere møder, blandt andet når nye æresbrødre skal optages i lauget.

Af mange grunde er møde-aktiviteten nedsat - vi vinskribenter mødes jo igen og igen til de mange kommercielle pressemøder og på vinrejser. Men lauget er i høj grad i live og har med Jacqueline Jensen som oldermand taget initiativet til fornemme smagninger. For blot at nævne nogle af de mindeværdige fra de seneste år: En vertikal smagning af Salon-champagne i gamle årgange. En fantastisk og kostbar smagning af vine fra de berømteste marker i Chambertin. En smagning af single malt whiskies. Og en blindsmagning af de store klassificerede bordeaux'er i 1984-årgangen - vinene dementerede faktisk årgangens dårlige ry.

I 1981 inviterede champagnehuset Veuve Cliquot på et eksklusivt virksomhedsbesøg i et privatfly med deltagelse af 20 laugsbrødre. Laugsbrødrene Erik Olaf-Hansen og Helge Langkilde ses her foran flyet efter landingen.

Et par af disse smagninger har fundet sted hos importører af vin, og nogle af brødrene har med en vis ret bemærket, at vi som frie, uafhængige skribenter ikke bør holde vore møder hos firmaer. Vi er jo sat på denne klode for at vurdere og skrive om deres produkter.

Sandt nok. Men også »i gamle dage« var vi gæster hos vinhandlerforeningen. Vi sad i dens skumle kælder, mens fagets folk betrådte de bonede gulve over vore hoveder. Det har Laugsmagistrene levet med i 40 år, og det har ikke hos en eneste af os medført nogen form for afhængighed.

Af samme grund optager vi ikke selv nok så dygtige vinskribenter, der er involveret i import og salg af vin.

Dengang Gunnar Nu Hansen gættede den grusiske vin i glasset

En anden kritik er kommet udefra, nemlig at lauget trods alt ikke er andet end en selskabelig forening, og at nogle af medlemmerne slet ikke skriver om vin.

Også sandt nok. Til en vis grad. Lauget blev - som Helge Langkilde skriver - grundlagt af 21 vininteresserede journalister. Men kun få af dem skrev om vin. Selv den legendariske Gunnar Nu Hansen var medlem og deltog med liv og sjæl i møderne. Men han ofrede ikke et ord på vinen i sine transmissioner fra grønsværen. Det ville nok også have lydt lidt mærkeligt.

Men han var ellers snu nok, samme Gunnar Nu, også når det gjaldt vin. En dag smagte vi en enkelt flaske rødvin, som alle tydeligvis fandt aparte. Den lugtede, ja, direkte lugtede af sure sokker, men ingen vovede at være den første med en kommentar.

Så udbrød Gunnar: »Jeg er sikker på, at den er fra Grusien!«

»Hvad bygger broder Gunnar det på?« spurgte oldermanden myndigt.

»Åh jo,« svarede Gunnar, »vores oldermand er jo lige vendt hjem fra en pressetur til Grusien, og han har helt sikkert haft denne rædselsfulde flaske med som håndbagage!«

De holdt af vin, de gamle medlemmer. De snakkede vin, nød den, interesserede sig - hvad ikke så forfærdeligt mange gjorde dengang for 40 år siden. Det var slet ikke almindeligt, at danskerne tog en flaske med hjem til middagsmaden.

Laugsmagistrene - også dem, der ikke havde deres egen vinspalte i en avis eller et magasin - var foregangsmænd. Trendsættere eller innovatorer, ville vi sige i dag.

I 1987 faldt det i Jørgen Aldrichs lod at gennemføre en ændring af laugets love. Tiden var løbet fra de gamle statutter. Havde vi forsat den »selskabelige« linie, ville lauget ikke eksistere i dag, fordi hverken nutidens vinskribenter eller vinbranchen ville have taget lauget alvorligt.

Ifølge en af de nye paragraffer optager vi i dag kun aktive vinskribenter. Holder vi op med at skrive om vin, forlader vi lauget. I dag er tretten ud af sytten brødre aktive vinskribenter. De resterende fire er gode kammerater, som vi er glade for at være sammen med. Sådan er det.

Det poetiske udsagn: Biffen baffen biffen baffen biffen baffen buch

Vi har haft utallige smagninger. Når vi den 19. december i år fejrer laugets 40-års jubilæum, er det møde nummer 372, og i løbet af de mange møder har vi degusteret i hvert fald 4000 flasker og holdt palaver over dem.

I »laugskisten« er ikke kun opbevaret menukort fra laugets festmiddage, men også regnskaber og regninger. Med dagens pris-niveau fik brødrene det næsten gratis.

Men vi har også haft fester, og til mange af dem blev der forfattet sange, som vi danskere nu engang har for vane. Morsomme sange, der stadig er opbevaret i »laugskisten«:

Verden ville være trist' re / uden Danmarks laugsmagistre! Og så videre i den dur. Nogle af sangene er forfattet af Erik Olaf-Hansen under mærket Frater Poeticus, men på en enkelt står der, at hver anden linie er forfattet af broder »Nu«.

Men Gunnar Nu har nu haft det let. I hver anden linie står der blot det meget poetiske udsagn: Biffen baffen biffen baffen biffen baffen buch.

Klik på menukortet for at åbne det.

En fest i det store skrud med hermelin og smagekopper i kulørte bånd

Møde nr. 100 blev fejret på Hotel Kong Frederik den 20. maj 1968, og menukortet ligger stadig i »laugskisten«. Til den formidable middag blev serveret Champagne Baumanière 1959, Meursault Goutte d'Or 1964, Château la Croix, Pomerol 1959, Château Corton Grancey 1959 og Second to none Madeira.

Om Corton Grancey'en står udtrykkelig, at det drejer sig om en original aftapning. Dengang blev mange af de store vine jo stadig indført på fad og tappet her i landet.

Ved andre fester har glassene funklet med vine som Mouton Rothschild og Latour 1928 og Smith-Haut-Lafitte 1947. På et af de bevarede menukort har en broder skriblet sine kommentarer til vinene. Det er nu svært at se, hvad der står, men ved en af vinene er noteret, at den har været indkøbt til den formidable pris af 10 kr. For deltagelse i festen betalte hver broder 30 kr.

Kun få af nutidens brødre var med til disse fester. Men 25-års jubilæet i 1980 husker mange af os. Det blev fejret i et pragtfuldt hus, »Vintappergården«i Nordsjælland, ejet af vinfirmaet Torben Anthon, der i dag hedder Better Brands.

Brødrene og søstrene mødte op i deres fineste skrud med udvalgte franske vinordener. Der var dinglende smagekopper - tastevin'er - i kulørte bånd. Der var hermelin (kaninskind) fra La Jurade de Saint-Emilion. Og der var en drømmemiddag leveret af en ung kok ved navn Søren Gericke.

Ekstraordinære magistre, der har bistået med råd og dåd

I festen deltog ikke kun laugets medlemmer, men også vore æresmedlemmer.

Allerede i de første »laugs-artikler« står der i paragraf 10, at hvem som særligt har sig udmærket i kendskabet til vin og brændevin, og som har bistået lauget med råd og dåd, kan udnævnes til Laugsmagister Extraordinarie.

Næsten hvert år har lauget udnævnt en æresbroder, dvs. en person, der har udmærket sig særligt i den danske vinverden. Ved laugets 40-års fødselsdags-fest i december 1995 udnævnes brødrene Gert og Michael Carl.

Af disse ekstraordinære laugsmagistre har vi i dag atten, der alle har gjort en indsats for dansk vinkultur. Plus nogle få udlændinge, som er glade for at være med i verdens ældste forening for vinskribenter. Den berømte Hugh Johnson var den første af dem.

De ældste æresmedlemmer er Sigurd Müller og Orla V. Nielsen, der havde stor betydning for lauget i de første mange år.

I en fransk fængselscelle bag en skråtstillet pude

Laugets medlemmer har mulighed for at bære en lille roset i knaphullet, og samme roset tildeles æresbrødre og -søstre.

Det var Gunnar Buchwalds idé, og kun ti dage efter laugets stiftelse modtog han et tilbud på rosetter fra M.W. Mørch & Søn's Eftf., grundlagt i 1830 og Leverandør til Ordenskapitlet. Pris pr. roset: 2,25 kr.

Tilbuddet ligger stadig i »laugskisten«, og forneden er påklæbet små stykker ordensbånd, så brødrene har kunnet vælge de rigtige farver.

Rosetten er en silke-overtrukken knap, grøn og bordeauxrød, og i Frankrig angiver denne model, at man har modtaget landbrugsordenen Le Mérite Agricole af 2. grad. Hvad vi naturligvis ikke har.

»Så husk,« siger vi til de nye brødre, »at du endelig ikke må have rosetten i knaphullet, hvis du tager til Frankrig. Det er nærmest en majestætsfornærmelse, hvis man dernede skilter med en orden, man ikke har.«

En broder fortæller endog med et glimt i øjet, at franskmændene sætter den formastelige i fængsel, indtil sagen er opklaret, men så længe der hersker tvivl, udstilles ordenen på en skråtstillet fløjlspude uden for celle-gitteret.

Årets store bøgeløvsfest for alle laugets mange venner

Én gang om året indbyder vi æresbrødrene til den såkaldte bøgeløvsfest i maj. En tradition, som vi har holdt ved lige igennem alle årene.

Da vi endnu var i Magstræde, foregik festen i den smalle gård bag huset, hvor plankeværket ind til det tidligere glædeshus i nummer 5 og krogen henne til højre blev dekoreret med nyudsprungne bøgegrene og tulipaner, og talrige flasker blev stillet frem på et bord dækket med en hvid dug.

I de seneste år har Jørgen Schmidt fra DZ Wine gæstfrit lagt hus og park til foretagendet, og bøgeløvsfesten - omgivet af »Vatelundens« rigtige bøgetræer og store grønne græsplæner - er blevet stedet, hvor brødrene møder vinbranchens fremmeste samt medarbejderne fra de vinproducerende landes ambassader.

Under den første fest i »Vatelunden« var vi cirka 70, og til den seneste kom der næsten 100. Det er attraktivt at blive inviteret, og mange beder bønligt om ikke at blive strøget af listen, hvis de må melde fra et år.

Til bøgeløvsfestens overdådige frokost under »Vatelunden«s parasoller er der opstillet et batteri af ædle vine, som det er meget svært at vælge imellem. En af de indbudte diplomater havde dog løsningen: »Jeg tager bare fra de flasker, der er næsten tomme. Så er jeg sikker på, at alle de forsamlede vinmennesker har kunnet lide indholdet!«

Festen er nærmest et sammenskudsgilde over et tema bestemt af lauget, og deltagerne ser med spænding hen til årets fornemme vin-buffet: Hvad er temaet i år?

Under festen overrækker oldermand Jacqueline en pris, der er sponsoreret af Sopexa. Prisen gives til en person, som lauget har udvalgt, og som har udmærket sig særligt i sit daglige arbejde med vin og spiritus. Prisen omfatter en studietur til Frankrig.

Den gode smag og virkelige fornemmelse for vinens kvalitet

Laugsmagistrene har eksisteret i 40 år, og det bliver fejret på behørig vis.

Brødre og æresbrødre på 40års-jubilæumsdagen. Klik på billedet for at se det i en større udgave med navne på de tilstedeværende.

Klik på menukortet for at åbne det.

Vil vi også kunne fejre laugets 50-års jubilæum?

Meget taler for det. Interessen for vin - og for at læse om vin - er stadig stigende. Vi bliver ikke færre skribenter, der dypper pennen i de ædle dråber og synger druernes pris. Der er brug for os. Og vi har brug for et sted at mødes.

Men det er jo sådan i alle foreninger - hvad enten det er Brøndbyøster Kaninavlerforening eller Arkitekturhistorisk Selskab: Der er en lille »hård kerne«, og så er der dem, som gerne vil være med, men som ikke har tid eller overskud til at »tage slæbet«.

Vi har brug for begge dele. Vi er alle velkomne. Men laugets fortsatte beståen forudsætter, at der stadig er »en hård kerne«.

Det har der været hidtil, lige siden Gunnar Buchwald tog initiativet i 1955, og Erik Olaf-Hansen og siden Jørgen Aldrich førte faklen videre i 70'erne og 80'erne. Og det er der nu, hvor det er Berlingske Tidendes Jacqueline Jensen, der sidder i embedet som oldermand.

I sit forord til Helge Langkildes bog om lauget skriver Erik Olaf-Hansen:

»I Laugsmagistrenes broderskab udvikles den gode smag og den virkelige fornemmelse for vinens kvalitet. Mange var måske ikke som novicer særligt kyndige, men man bliver det, når man år efter år diskuterer og smager vin. Vort laug er blevet en højskole for vinelskende journalister, (...) der er blevet skolet til at skrive sagkyndigt og uafhængigt om vin.«

Jo, der er i høj grad brug for Laugsmagistrene, også i de næste mange år.

IN VINO VERITAS